MindLab er en tværministeriel udviklingsenhed, som involverer borgere og virksomheder i at skabe nye løsninger, der giver værdi for samfundet. Vi er også et fysisk rum – en neutral zone, som inspirerer til kreativitet, nytænkning og samarbejde.
Vi er en del af tre ministerier: Økonomi- og Erhvervsministeriet, Skatteministeriet og Beskæftigelsesministeriet. De tre ministerier favner bredt og berører stort set alle danskeres hverdag. Iværksætteri, klima, digital selvbetjening, retssikkerhed, jobservice og arbejdsmiljø er nogle af de områder, som vi arbejder indenfor.
MindLab bidrager til, at ministeriernes ledere og medarbejdere ser deres indsats fra borgernes perspektiv. Det bruger vi som afsæt til at udvikle skarpere ideer. Vi har blandt andet hjulpet med at gøre Arbejdsskadestyrelsens procedurer mere overskuelige, sendt embedsmænd på byrdejagt hos dansk virksomheder og undersøgt, hvordan udenlandsk arbejdskraft kan falde bedre til i Danmark.

(Højreklik for fuldskærm)